Når vi kender mennesker, så har vi en relation. Spørgsmålet er bare, om det er en god relation. Og hvis det ikke er, hvad er det så, der skaber den gode relation?

 

Jeg følger, og har fulgt Louise Klinges arbejde tæt, hun har nemlig forsket i relationer, nok primært den relation, som er i skolen. Men jeg vil nu mene, at mange af de ting hun er inde på, også er ting, der er vedkomne for forældre. Altså os alle sammen.

 

Jeg overhørte engang en samtale mellem nogle drenge, hvor det virkede som om, de helt havde glemt jeg var der. De talte om, hvem de bedst kunne lide af deres forældre. Mange af dem nævnte, at de syntes deres mor skældte meget ud. Det fik mig til at tænke på et foredrag, jeg engang var til for mange år side, som netop hed; har du talt med dit barn i dag.

 

Den er svær, for hvis vi tænker efter, så vil vi vel alle mene, at selvfølgelig har vi det. Men har vi nu også det, eller har vi bare talt til, og ikke med? Og hvad er egentlig forskellen?

 

Jeg oplever bestemt i skolen, at jeg ofte taler til børn. Det gør jeg, når jeg taler i bydeform; tag bøgerne frem!" Den sætning er jo på ingen måde relationsskabende, det er en sætning, som har et krav. En sætning, som er tydelig, i forhold til, hvad er det at eleven skal.

 

Hvis jeg, eller forældre,  altid kun talte til børnene på denne måde, så tænker jeg, de nemt kan komme til at føle det, som jeg har illustreret på tegningen her. Man er sådan lidt klemt inde, og det kan være rigtig svært i det felt, at række ud efter en relationskabende samtale.

 

Så det er her, at vi voksne må være os det bevidste, at jo, nogle gange, så skal vi tale i bydeform, så børnene ved meget præcist, hvad er det de skal, og hvad kravet er, og andre gange skal vi tale med børnene, så de ikke går hen og føler sig ensomme og fremmedgjorte. For den følelse, tror jeg også, kan opstå i en familie, hvis man har travlt, og ting skal gå stærkt.

 

Så nu giver jeg lige mine bud på, hvordan man skaber en relations skabende samtale;

- skab "et rum" hvor der kan være en uformel samtale, det kan være gåtur, gåtur i regnvejr, hvor I hopper i vandpytter, eller at I sætter jer ned og tegner, eller laver andre kreative ting sammen, laver eftermiddagste, noget som skaber hygge. Du vil blive forbavset over ting, du får at vide, når samtalen bliver mere afslappet.

 

Så uformel samtale skaber gode relationer.

 

- Huske at kigge hinanden i øjne. Jeg har mange gange tidligere været inde på, hvor vigtig den øjenkontakt er, og hvor udfordrende det er, i en travl hverdag, at huske, at kigge hinanden i øjnene, lige de sekunder ekstra, hvor man også fornemmer smilet. Jeg kender alt til at blive hevet i ærmet, og hele tiden at blive afbrudt af ting og børn, som gerne vil sige noget, så jeg kommer til at kigge væk. Men jeg øver mig stadig på det, for den afledende opmærksomhed er jo ofte meget opmærksomhedskrævende.

 

Kig hinanden i øjne

 

- Det er at stille de rigtige spørgsmål, som, hvis du gerne vil høre om skolen, så spørg på en uformel måde, som eksempel; hvad har været sjovt i skolen i dag?

 

Stil åbne spørgsmål

 

Tak fordi du læste med :-)

 

Husk du også kan følge med på Facebook

 

Jeg møder rigtig mange af jer skønne mennesker, der følger med her på siden, ude i virkeligheden. Nogle af jer er forældre, nogle er kollegaer, nogle venner, nogle der tager kontakt, fordi I ved hvem jeg er, og alle fortæller I mig, at I læser med, og virkelig godt kan bruge det til noget. Af hjertet tak for jeres respons. Også til jer, som kommenterer og liker her på siden.

Nogle gange bliver jeg også stillet spørgsmålet, hvorfor laver du de små film ”må jeg være med” når der i forvejen er så meget om mobning. Ja det er der, og der findes virkelig gode ting til det. Men mit budskab er faktisk ikke mobning, det er meget tættere på, for det handler om os alle sammen, store som små, om hvad vi kommer til at gøre, hvis vores hjerne tager over. Og det gør den i situationer, hvor vi ikke er klar over, at vi for eksempel pludselig havner i krybdyrshjernen, og kommer til at reagerer, ikke altid hensigtmæssigt, fordi den del af hjernen ikke altid er bevidst for os, og endnu mindre bevidst for børn, og vi kan reagere med flugt, at stivne, eller med kamp, som kan være at slå, fysisk eller med ord. Det sker for alle, også voksne.

Bagefter at vi er havnet i krybdyrshjernen, vil vi ofte mærke en følelse af vrede. Vreden er bare en mur for de sårede følelser. Og kommer vi ikke ud af vreden, vil vi komme til at være dømmende over for dem, som gjorde noget, som gjorde os vrede. Nogle gange er det med rette, men andre gange er det tolkninger af andres adfærd, ud fra vores eget ståsted. Og kommer vi ikke ud af vreden, og hen til det sted, hvor vi kan mærke og føle empati, så vil det være med til at konfliktoptrappe. Og det er lige her, at mange børn havner, fordi de kun er ved at lære alle de svære ting og følelser. Og det kan ofte medføre den følelse, at der skal ske retfærdighed, mere end der skal konfliktløses.

Jeg har spurgt mange børn gennem årene, også da jeg sad på børnetelefonen, hvad vil du gerne have de voksne gør, for mange har sagt til mig, at de voksne aldrig gør noget. Og svaret har hver gang været, at skælde ud, eller som den sidste jeg fik, at råbe den anden i hovedet, for så vil den anden jo nok forstå, at man har gjort noget forkert.

Ja, jeg ved godt hvad jeg tænker. Hvad tænker du?

 

Ps; husk at du kan følge med på Facebook 

Mobning er børnenes problem, men de voksnes ansvar. Husk, at en klasse ikke er et lukket økosystem, det er også ting der sker uden for klassen, der påvirker, hvad enten nogle forældre snakker grimt om nogle af de andre børn i en klasse, eller forældre har sladregrupper, det kan være på facebook, andre sociale medier, eller bare over telefonen. 
Det kan godt være man tror, at ens børn ikke hører det, men de mærker det, og de tager det med hen i klassen.
Rigtig god lille film, der fortæller om dynamikken der sker i børnegruppen

https://www.facebook.com/sammenholdetvinderaltid/videos/730642223978376/UzpfSTE0MjEwNDY3MDE0NDQ5OTM6MjIyNzU4MTM0NzQ1ODE4Nw/?__tn__=kC-R-R&eid=ARDy0fnD8rt62GvEY0jf837 

Det fik mig til at tænke på en gang, hvor jeg til en massage, som jeg havde givet 600 kr for, kom til at fortælle, at jeg er skolelærer, da massøren gerne ville vise lidt interesse.
Det skulle jeg ALDRIG have gjort. I den time hun masseret min ryg, fik jeg alle skolehistorierne om hendes søns skole, og lærerne på den skole, og det var ikke kønt, det hun fortalte. 
Hun spurgte mig ikke rigtig om mit synspunkt, hun læssede bare af. Jeg var helt bims bagefter.
Da jeg havde fået rystet hoved lidt, og samlet tankerne igen fik jeg umådeligt ondt af hendes lille dreng.
Han bliver hver dag sendt hen i en skole, som hans mor tydeligvis var meget utilfreds med. Han bliver hver dag bragt i en loyalitets konflikt, fordi han gerne vil gøre sin mor glad ved at repræsenterer samme holdninger som hende.

Dette kan give sig udslag i, at han har en adfærd der er en protest. Og er han ikke i protest, kan han måske gå rundt og føle dårlig samvittighed, hvis han rent faktisk godt kan lide lærerne, eller sin klasse.
Så kan man jo spørge, hvad nu hvis hun havde ret, med hensyn til lærerne. At de var uduelige, ikke kunne finde ud af det, og meget mere.?
Tja, måske er det rigtigt, eller måske er det bare kemien det er galt med.
Selv har jeg prøvet på en tidligere skole, jeg var på, at i en og samme klasse fik jeg forskellige mail fra forældre, nogle skrev til mig, at de var så glade for, at jeg var deres barns lærer, og andre skrev noget, der var knapt så flaterende. Og med den oplevelse i baglommen, så tænker jeg, at det er ikke til at vide, om en lærer er god, eller dårlig, eller om det bare er kemien.

Men pointen er, og som du sikkert har regnet ud, at forældres holdning til skolen smitter af på børnene, og de tager den med hen i skolen, og den bliver en parameter, der kan pege i god, eller dårlig retning.

 

 

Nå, nu har jeg tænkt mig at vende tingene lidt om. 
Du har set de tre videoer; må jeg være med? 
Og nu skal du forestille dig, at du er forældre til de tre børn. Først Ida Else( den rødhåret) så til Oda Marie ( den blonde) og til skrappe fru Larsen, som her er et barn. 
Og så skal du tænke dig til, hvad du tror, de hver især svarer på dit spørgsmål: Hvordan har det været i skolen idag?

Du kan lige se alle tre videoer her igen
Må jeg være med? part 1=>  https://www.youtube.com/watch?v=SCZsG3rup5E

Må jeg være med? part 2 =>  https://www.youtube.com/watch?v=LQR2sZGRwD8&t=11s

Må jeg være med? part 3 =>  https://www.youtube.com/watch?v=M3fQyITmYBc

PS; det kan jo bruges på et forældremøde

Mange gange i mit lærerliv er jeg stødt på forældre, der fortæller mig, at det er lidt svært at få noget viden omkring, hvordan er det gået i skolen i dag? Og til det får man ofte bare svaret; fint?
En løsning, som de fleste syntes ligger lige for, er, kunne lærerne så ikke bare skrive noget mere hjem omkring det hele. Det har vi ikke altid tid til. Så det kommer ikke til at handle om, at læren kunne gøre noget mere.
 
Nej i stedet vil jeg fortælle dig, hvorfor du får et svar som; fint, og hvad du kan gøre for at lokke mere viden ud af dit barn.
 
Spørgsmålet; hvordan er det gået i skolen i dag?, er et alt for åbent spørgsmål. Så ved et sådan spørgsmål kommer der ikke nogle konkrete billeder frem i hjernen, det vil højst sandsynligt bare være en masse hvid støj, fordi der ikke er noget konkret at forholde sig til.
 
Men da vores hjerner også er der, hvor vores følelser går ud fra, og følelser er noget der fylder meget i børn, så skal du ind og spørge til dem. Og måden du gør det på er ved at spørge;
- hvad har været sjovest i skoen idag
- nævn tre ting som var sjovt i skolen i dag
- nævn en god oplevelse du havde med dine venner
hvad lavede I da I havde matematik, dansk, eller det fag du gerne vil vide noget om
 
Så kunne du selvfølgelig også spørge til, om der var noget der var svært. Men hvis du spørger mig, så ville jeg ikke spørge om det. Fordi, der er mange ting og følelser der kan være svære, når man er et barn, og ens hjerne ikke er fuldt udviklet, og man derfor nemt kommer til at være i sine følelsers vold. Og de svære følelser kan godt komme til at fylde meget. Så meget at de helt visker de gode ting ud, og man så kommer til at gå rundt med en evig følelse af, at der er ikke noget godt ved skolen.
 
Mange af de svære ting bliver børnene hjulpet med henne i skolen. Og mange af de svære følelser som opstår, opstår jo nogle gange fordi børn misforstår hinandens intentioner. Deres hjerner er under udvikling, og det betyder, at man ikke altid er 100% kompetent til at læse andre mennesker.
 
Og så er jeg sikker på, hvis der er nogle ting som har været rigtig svære, så vil læren kontakte dig. Men ikke for de små ting.
Og fortæller dit barn dig om episoder i skolen, så spørg altid til, om der var nogen der hjalp, og om selve situationen, så I kan få en god snak om det skete, så det ikke ender med, at man gerne vil stille et skyldspørgsmål, og have en slags retsag.
 
For husk, de fleste børn der slår, de er blevet vrede over noget, en anden har gjort eller sagt.
 
Så, hjælp dit barn med at holde et positivt fokus på skolen, ved at stille konkrete spørgsmål, der vil vække positive følelser, er mit råd.

Nyeste kommentarer

05.03 | 13:38

Spændende - jeg kigger med på din side - og håber du vil kigge på min side på http://storybox.dk/godnathistorier/

...
05.03 | 13:36

Jeg har kigget på dine videoer - spændende - jeg forsøger selv med formen - og savner udfordring og netværk. Lad os følge hinanden og kommenter tak https://www.youtube.com/channel/UCt2_HFNtdb_X_xBld5M4cWw?view_as=subscriber

...
07.02 | 16:33

Fantastiske!

------------------------------
http://www.kviklantop.com/

...
03.02 | 12:06

Den ser spændene ud

...